IOAs session for unge 2006 (MK)

Først vil jeg gerne endnu engang sige tak for at give mig denne enestående oplevelse.
Jeg synes, det er enormt svært at sætte ord på hvad IOA er, og ikke mindst hvad det gør ved én.

Opholdet i Olympia er en kompleks oplevelse på flere planer. Det er kultur, historie, arkitektur, undervisning, sport, diskussion og arrangerede og spontane sociale arrangementer.
Når man ankommer til Athen, er man ude at se det gamle og det nye OL stadion samt Akropolis. I Athen er der en åbningsceremoni, hvor de officielt erklærer sessionen for åben, og man hører fra forskellige nutidige ol-repræsentanter. Når man ankommer til Olympia, er der endnu en åbningsceremoni, og en række vigtige personer bliver æret. Her bliver der udvist stor respekt for den nyere tids grundlægger af OL.
Jeg synes de formelle ting er med til at understrege vigtigheden af sessionen, og man bliver ligesom sat ind i denne verden, som man skal være en del af de næste 14 dage.
Jeg synes, det er en god udvikling, at man først ser og oplever hele historien bag OL, fra det nyere OL i Athen til oldtidens i Olympia, og man kan med fordel sætte sig lidt ind i OL’s historie og arkitektur inden. Det er altid mere interessant hvis man ved lidt på forhånd.

Derefter begynder forelæsningerne, og efter hver forelæsning er der diskussion i grupper af 15 personer med meget forskellig baggrund. Jeg synes, arrangørerne var gode til at sammensætte diskussionsgrupperne med repræsentanter fra samtlige kontinenter og med forskellig baggrund for at deltage. Det giver en god forståelse for hvilke problemstillinger andre lande har, men det får også én til at kigge på sit eget land.
Det emne, jeg synes var mest interessant, var kvinder og sport med Mrs. Anita L. DeFrantz. Jeg synes, det er bekymrende, at vi som et højt udviklet land ikke gør mere for at skabe lighed for kønnene i sport. Jeg oplevede at lande, der var mindre udviklede end Danmark, kunne have større fokus på lighed mellem kønnene. Jeg tror en af grundene er, at mange i Danmark er af den opfattelse, at der er lighed herhjemme. I USA, hvor meget af sporten ligger i skoleregi, er der regler om, at piger og drenge skal have samme forhold (title 9) og disse sanktioner kan man jo lave i skoler, da de er statsstøttede. Ligeledes har medierne et ansvar for at vise kvinder der dyrker sport og ligeledes nævne resultater. Faktisk er der herhjemme sket en forringelse på flere områder. Men ellers tror jeg, det er vigtigt, at man fra højeste sted, IOC, viser den samme respekt for kvinder, der dyrker sport som for mænd.

Jeg synes, at arrangørerne er gode til at blande deltagerne, så der er mulighed for at møde så mange som muligt i de 14 dage, man er der. Jeg synes, det er opsigtsvækkende hvordan og hvorfor vi flokkes som vi gør, når vi pludselig bliver sat sammen med 176 mennesker fra hele verden. Min oplevelse var, at dem vi møder de første dage, holder vi fast ved. Sproget er en af de vigtigste faktorer for, hvem man vælger at være sammen med. Der var en fransk, spansk og engelsktalende gruppe. Der var dog 3 fyre, som formåede at nå ud til alle deltagere. De var fra henholdsvis Cambodja, Maldiverne og Sudan. Kendetegnende for disse 3 personer var, at de altid havde et smil på læben og en god portion selvironi på trods af deres vidt forskellige sprogkundskaber, religion og motivation for at være der. Med det vil jeg bare sige, at den korteste vej mellem mennesker uanset religion, kultur og etnicitet stadig er smilet.

Jeg synes, IOA skal have stor ros for at tryllebinde deltagerne i 14 dage. Det er alt lige fra de arkæologiske ”sights” og åbningsceremonien til den aktive deltagelse i sport, der gør, at man føler sig som en del af nutidens og datidens OL og en del af noget vigtigt og stort. Det der er svært er at kommunikere ud til andre, hvad det er man har oplevet og dele denne oplevelse med så mange som muligt. Personligt vil jeg bruge det danske og engelske ol-undervisningsmateriale som en del af pensum for mine 2 engelskhold. Vi har faggrupper på skolen, og her vil jeg ligge mit undervisningsforløb klart, så andre undervisere kan bruge det.

Brainstorm på formidlingen

Når man nu har oplevet hvor mange læringsaspekter der er i olympisme, kan det jo både ærgre og undre mig, at det ikke er obligatorisk i folkeskolen – hvis ikke som fag, så i hvert fald som en del af pensum under et andet fag fx kultur og samfund.
Jeg tror, man ved undervisning i skolerne kan gøre den største forskel i udbredelsen af olympisme. Jeg synes, der ligger et fint materiale på OL-studiet, men udfordringen er, hvordan man får undervisere til at bruge det, og om det er nok, at det ligger der!
Måske kan man udnævne nogle ambassadører, som tilbyder et foredrag på skoler som en appetitvækker og måske også har noget materiale klart – både til hvordan man kan tilrettelægge et teoretisk og et praktisk OL forløb. Laurel Brassey gav en række foreslag til undervisning i OL. Hun foreslog, at man fx på en skole kunne afholde et OL med diverse ritualer og sportsgrene. Jeg synes, en undervisning som blander teori og praksis, og hvor eleverne først sætter sig ind i en række ting omkring OL og efterfølgende selv laver et OL, er en god læringsform.
Jeg tror, det for mange undervisere er en stor mundfuld, som de ikke føler de ved nok om, og som nævnt kunne ambassadører måske være en mulighed. Man kunne arbejde på at indføre en OL-dag, ligesom skolernes motionsdag. Dansk skoleidræt står for diverse skoleligaer, det kunne ligeledes være en mulighed at arrangere et Skole-OL eller udstede forskellige konkurrencer hvor skoler på den ene eller anden måde kunne belønnes for deres arbejde med OL.

Kina 2008

I bad os om at forsøge at skabe kontakt til de kinesiske deltagere. Jeg var i diskussionsgruppe med Meng, som var den ene af to deltagere fra Kina. Meng var en sød lidt genert fyr, som arbejdede for den kinesiske olympiske komite. Jeg fortalte ham om vores tanker, og han nikkede venligt og smilede. Problemet var, at Meng ikke var særlig god til engelsk, men jeg har fået hans kort.

Mange hilsner Marlene Kristensen, IOA deltager 2006.

Skriv en kommentar