Olympisme; En ideologi?
Kronik bragt i DIFs Idrætsliv november 2003.
Er olympisme en bærerdygtig ideologi, som kan bruges til at skabe medmenneskelig forståelse på tværs af alle landegrænser?
Idrætsdebat har det ofte med at tage afsæt i aktuelle begivenheder. Således vil denne kronik tage udgangspunkt i de olympiske lege og den ånd, der efter rundfart i hele verden vender tilbage til Grækenland i 2004, hvor det hele begyndte i tidernes morgen.
I den forbindelse har jeg lige deltaget i den 43. internationale olympiske session i Grækenland – med deltagelse af i alt 104 forskellige nationaliteter – og hvor tog udgangspunkt i de gamle grækers olympiske lege og den store rolle, de spillede i oldtiden. Efterfølgende blev der trukket paralleller til gen-fødslen af legene i 1896 og frem til i dag, hvor hovedtemaerne var paralympiske lege, olympisme, den olympiske idé, kultur, uddannelse, amatørisme, doping og ikke mindst den uundgåelige sammenblanding af sport og politik.
Olympisme
Olympisme er en måde at leve på og indeholder et menneskesyn, der siger, at vi skal respektere de grundlæggende etiske principper og den menneskelige værdighed. Vi skal vise respekt over for både med- og modspillere og samtidig respek-tere sportens fundamentale regler om fair play, venskab, fred, frihed og harmoni mellem krop og sind, hvilket jeg i bund og grund mener, er fundmentale principper selve for menneske-heden.
Hermed bliver olympisme tilgangen til en fredeligere verden, hvor alle mennesker kan leve en værdig tilværelse og udvikle sig til harmoniske mennesker. En sådan ambitiøs målsætning kræver handling af alle. Vi kan ikke passivt vente på, at andre skaber denne fantastiske verden for os. Tværtimod er det olympismens budskab, at alle skal være aktive, og at alle har et ansvar. Et ansvar, ikke kun for egen personlig tilfredsstillelse og udvikling, men også et ansvar for den overordnede globale udvikling.
Spørgsmålet er så, om olympisme er en bærerdygtig ideologi, som kan bruges til at skabe medmenneskelig forståelse på tværs af alle landegrænser?
Den olympiske idé
Som ingen andre sportsbegivenhed er de olympiske lege fuld af myter og ritualer. OL er i dag uden sammenligning verdens største medie begivenhed, og de fem ringe er næst efter Kristi kors det mest kendte symbol i verden. Spørgsmålet der står tilbage er, eksisterer der i dag overhovedet nogen olympisk idé?
Måske har vor tids ideer og intentioner ikke meget til fælles med de gamle grækere, men bevæger vi os frem til Pierre de Coubertins moderne olympiske lege med start fra 1896, var den olympiske idé, at OL var idræt i fredens og den mellemfolkelige forståelses tjeneste. Det skulle være et internationalt idrætsstævne, hvor unge fra alle verdens lande kunne lære hinanden at kende. Det skulle være den glansfulde mulighed for de bedste i verden til at vise, hvad man kan nå i idræt med et talent, der styres af vilje og disciplin – og det gælder vel og mærke alle mennesker. Idealet for et nyt samfund skulle ikke ligge i opbyggelsen af nye fjendskaber, men derimod komme til udtryk i fair kappestrid mellem nationerne.
De olympiske lege er muligheden for hvert fjerde år at samle mennesker fra hele verden og herigennem konkurrere uden nogen former for diskrimination mellem nationer, racer politiske systemer, klasser, religioner etc. Jeg er bevidst om det faktum, at de olympiske lege ikke umiddelbart har indflydelse på menneskets tendens til vold, krig og aggressioner mellem nationer, men jeg mener, at en skærpet opmærksomhed på de olympiske værdier kan give muligheder for at bygge bånd mellem nationer og på den måde fungere som en slags rollemodel for verden og ungdommen.
I disse år, hvor der er så store politiske spændinger og en udbredt angst for terrorisme rundt omkring i hele verden,
mener jeg, at idrætten kan bruges som et redskab til at give det enkelte menneske indhold og holdepunkter i en ellers af og til kaotisk og uoverskuelig hverdag.
Jeg er bevidst om, at idræt ikke er løsningen på alle verdens problemer, det vil være en naivt at tro, og dette er heller ikke hensigten. Idrætten må ikke blive en erstatning, der sættes i stedet for de basale menneskelige behov for en tryg hverdag og en selvstændig identitet. Idrætten skal derimod give men-nesket følelsen af selvværd og en større forståelse for menne-skehedens mangfoldighed. Dette kan være med til at skabe en større global respekt mennesker imellem.
Sport og politik
Et debatemne, der burde være evig aktuelt, er debatten om sammenblandingen af sport og politik, og herunder i særde-leshed sammenblandingen af de olympiske lege og politik. Set i et historisk perspektiv viser det sig, at det altid har været et problem at holde sport og politik adskilt.
Idéen om, at det kunne lade sig gøre, stammer fra de klassi-ske olympiske lege i oldtidens Grækenland. Dengang var Grækenland delt ind i en masse små bystater, som styrede sig selv og ofte lå i krig med hinanden. Hvert fjerde år var der fred mellem bystaterne i tre måneder omkring OL. Det var en hellig lov, som derfor blev overholdt.
I dag har OL udviklet sig til at være en sportslig kommerciel begivenhed, og blevet skueplads for flere politiske demon-strationer:
– I 1936 gjorde Adolf Hitler de olympiske lege i Berlin til en stor politisk propaganda for det nazistiske styre.
– Ved OL i 1968 i Mexico City foregik der en politisk kamp for de farvede rettigheder i USA. Guld- og bronzevinderen på 200 meter stak på sejrskamelen pludseligt knytnæver med sorte handsker i vejret i en hilsen der kendetegner de sorte pantere. De sorte pantere var en militant politisk organisation, der kæmpede for de farvede rettigheder. De to sprintere fik verdens op-mærksomhed, men blev udelukket fra al olympisk del-tagelse for livstid og sendt hjem
– I 1972 ved OL i München kom et trist højdepunkt i den politiske indblanding. Her besatte en terrorist gruppe ved navn Sorte September de israelske sportsfolks boliger, og tog 11 gidsler. De ville gøre opmærk-som på palæstinensernes kamp for et selvstændigt Palæstina. Terroristerne dræbte alle gidslerne inden de selv blev dræbt.
– OL i Moskva 1980, blev boykottet af USA, Vesttyskland, Norge og nogle få andre lande, fordi Sovjetunionen holdt nabolandet Afghanistan besat.
– Som gengæld boykottede Sovjetunionen og de fleste andre østbloklande OL i Los Angeles i 1984.
Den olympiske idé er måske nok en ide om en sportslig sammenkomst i fredens og venskabets tegn, men i takt med den stigende opmærksomhed er OL i langt højere grad blevet politiseret og brugt som politiske budskab.
Jeg ser OL og den Internationale Olympiske Komité i al sin magtfuldhed som et korthus, der kan blæse omkuld, hvis ikke der formås at skabe eb balance mellem de modsatrettede interesser, der florerer i det økonomiske og politiske spil om legenes fremtid. Dermed ikke sagt, at alle problemer kan eller skal løses uden inddragelse af politik. Koblingen mellem sport og politik kan i høj grad være positiv eller en direkte nødvendighed.Idrættens inddragelse af verdens regeringer i dopingbekæmpelsen medførte, at der på den internationale konference i Danmark marts 2003 arrangeret af organisationen World Anti Doping Agency, WADA, Danmarks Idræts-Forbund og Kulturministeriet, blev sagt ja til implementering af den nye verdens antidopingkodeks. Kodeksen, der er støttet af næsten alle verdens regeringer, skal genskabe kampen mod doping og specielt sørge for en større harmoni og koordinering af alle landes og sportsgrenes dopingregler.
Doping er i strid mod idrættens ånd, og en fælles handling er et krav, hvis de olympiske lege stadig skal mening om 20 år. Sport er i dag af så afgørende betydning for menneskers hverdag og selvforståelse. Den olympiske vinder er et ideal. Han er et billede af, hvor langt et menneske kan nå ved hele tiden at udfordre sig selv. Den olympiske vinder er et symbol, en rollemodel, for hele verden. Derfor bliver de midler, han bruger i sin kamp, også idealer for den måde, hvorpå vi andre kæmper. Det er derfor vigtigt vi sikrer os, at det er de rigtige vindere, der står med guldmedaljen om halsen.
Fremtidige tiltag
Først og fremmest er min fornemmeste opgave, her efter hjemkomsten, at være med til at udbrede det olympiske bud-skab i danske idrætskredse. Jeg anser idræt for værende et redskab til skabelse af det hele menneske og mener idrætten skal være en del af alle menneskers livsstil. Gennem idrætten lærer vi ting, der kan overføres til vores hverdag, ting, som er med til at udvikle positive menneskelige egenskaber. Idræt har betydning både for det enkelte menneskes individuelle udvikling og for måden, hvorpå vi omgås hinanden.
Jeg mener, det er vigtigt, at vi holder fast i olympisme som en vigtig ideologi, ikke kun for sportslig udfoldelse, men også for vores fundamentale menneskesyn.
Helt konkret vil jeg foreslå implementeringen af et olympisk studie på universiteter, der har idræt som fag. Jeg ser det som en stor gevinst for idrætsstuderende, at de gennem deres ud-dannelse bliver bevidste om den olympiske idé og dens vær-dier. Dette vil i mine øjne skabe grobund for en bredere for-ståelse af sporten og olympisme som helhed i det danske samfund.
Jeg mener ligeledes at et olympisk studie for OL-deltagere bør være et obligatorisk pensum, før deltagelsen ved de olympiske lege. Deltagerne skal forberedes og gøres medansvarlige for måden, hvorpå idrætten defineres – og det ansvar må deltagerne være sig bevidst.
I det hele taget mener jeg, at implementeringen af de olympi-ske idealer er noget, menneskeheden skulle stræbe efter i ønsket om en bedre verden!
Anders Dyhr er 28 år og har læst idræt ved henholdsvis Odense og Københavns Universitet og forventer at afslutte sin kandidatuddannelse juni 2004. Desuden har han en european master degree i spor psychology and exercise. Fungerer som idrætsambassadør under DIF i Københavns Kommune. Er uddannet elitetræner i håndbold. Spiller håndbold på 1. divisions niveau.