IOAs session for unge 2005 (SM)
Vi har lige fået at vide at der er hedebølge på vej. Jeg var ellers helt sikker på, den var her allerede. Skjorten, slipset og de lange sorte bukser klæber til kroppen. Cikaderne larmer enormt, og alligevel formår man at lukke lyden ude, eller at acceptere den sammen med heden, som en del af hele billedet. Ligesom støjen fra en emhætte, man kun opdager larmen fra når den endelig slukkes.
En stor flok unge mennesker står og venter. Vi er ens på mange områder, og så alligevel meget forskellige. Vi er en blanding af 100 forskellige landes sprog, historie, kultur og forskellig kulør. Men alle varme, indbydende og sugende til sig af viden og indtryk. De officielt inviterede, ældre og ansete gæster ankommer til sidst. Mange ligner gamle bekendte, de hilser og trykker hænderne hjerteligt og længe. De sætter sig på 2 pæne stolerækker forrest i seancen. Bagved rejser de høje slanke cypresser sig som søjler om gravmonumentet.. Vi er hvor hjertet af Baron Pierre de Coubertain ligger begravet. Den 45. olympiske session har været i gang nu i 3 dage, men vi er først lige ankommet til akademiet.
En hyldest til skaberen af de moderne olympiske lege bliver oplæst. Jeg prøver at kode sproget, men forstår overhovedet ikke det mindste. Først lidt senere går det op for mig at sproget er oldgræsk. Pigen der læser teksten, gør det tydeligt, syngende og vuggende i hver sætning, og jeg bliver grebet af bare at lytte til sprogets fremmede og smukke lyde, som sætter mit sind i svingninger. Tankerne flyder over på historien, som hvor vi befinder os, rækker 109 år tilbage. Fra den moderne olympiske idé fødes, og gennem dens udvikling og indvirkning på vores samfund og de værdier og mål vi stræber efter i livet. Men også længere tilbage. Til det antikke græske, der i år 736 fvt. tog plads på dette sted, og som også var kilden til Coubertain’s livsværk.
Jeg er undsluppet heden og den klæbende skjorte, og befinder mig i den store spisesal. Lyde af tallerkner, storkøkken, latter og snak fra 250 mennesker får det store lokale til at runge som stod vi i en svømmehal. Jeg løfter blikket fra de tunge olierede kartofler, tomatsalaten og det græske farsbrød der er endt på min bakke, og ser Wei Ling fra Indonesien, der smilende indbyder mig til bords. Man spiser med hele verden til hvert måltid hernede, og snakken starter ofte om maden, hvor meninger fra 8 forskellige lande og verdenshjørner kan forundre, underholde og forarge. Desiree fra Trinidad og Tobago påstår hårdnakket at salaten minder om græs. “If you gave this to some people in my home country they’d say: why you givin’ us this grass man? Hvert land har sin helt specielle engelske accent, som ville være et studie værd, hvis det altså ikke lige var fordi der var så meget andet spændende at studere her. Mennesker, historie, sport, etik, værdier …alt sammen med en mulighed for at få en verdensomspændende synsvinkel på det. Det er bare at spørge tværs over bordet. Alt imens man uden at vide det suger ubevidste indtryk om mennesker og anderledes kultur ind under huden.
Vi har fået taske med papirer, kuglepen og et stramt program for hver eneste dag udleveret. Den står på 2 til 3 foredrag om formiddagen. Den nye foredragssal er imponerende. Alle sidder vi som til internationalt politisk topmøde, med simultantolkning på 3 sprog og live på Internettet. Mr. Filaretos styrer seancerne, introducerer foredragsholderne og dirigerer salen under spørgerunder med tør humor og fast hånd. Emnerne spænder vidt, og man mærker at programmet er nøje forberedt.
Mr. He fra Kina lægger ud. Et foredrag med overskriften:”The Cultural Impact of the Athens 2004 Olympic Games”. Et underligt og meget rosende foredrag om Grækenland som værende udgangspunkt og inspirationskilde for næsten alt, lige fra fred på jorden til landet der opfandt sport, ære og æstetik. Et foredrag der lever op til værternes forventning om at blive rost for deres nyligt afholdte lege, men som også er på grænsen til en efterhånden lidt kvalmende selvhævdelse.
Til tider virker det som om arrangørerne ønsker at tvinge den græske opfattelse af store kulturelle og historiske begivenheder, med Grækenland som verdens absolutte navle, ned i halsen på deltagerne. Dette aspekt af sessionen virker som en lidt desperat og bitter kamp om oprejsning for den antikke storhedstids undergang, og de efterfølgende århundreders nederlag og ødelæggelse af deres historiske værdier.
Anderledes er spørgelysten og debatten omkring et meget indlevende og personligt foredrag af Phillip Craven, der fortalte om den Paralympiske bevægelses historie og de aktuelle tanker i forhold til at være en del af de Olympiske Lege.
Et foredrag af Philippe Blanchard fra Frankrig, giver indsigt i TV mediets betydning for de sidste 70 års Olympiske Lege. Om den historiske og meget pengerelaterede side af det olympiske cirkus, som deltagerne bagefter ivrigt debatterer i forhold til fremtidens informationssamfund. Et helt anderledes, men meget dybt og filosofisk foredrag holder argentineren Dr. Cesar Torres, om forholdet mellem resultater og deltagelse set i lyset af den olympiske tilgang til konkurrence. Et foredrag der sætter mange etiske spørgsmålstegn ved måden moderne tænkning i topidræt foregår på.
Jeg mærkede hvor tæt hele verden var kommet ind på livet af mig da jeg, tilbage på hotelværelset i Athen efter 12 døgn på akademiet, satte mig til at se nyheder på BBC. Hver eneste gang et nyt indslag berettede om en katastrofe i et land eller i en del af verden, gik det op for mig at jeg havde en ven eller en veninde i netop det land. Lige nu sad Hussein her på hotellet, imens en ny borgerkrig var ved at tage form i hans hjemland Sudan. For 2 dage siden dansede han en bryllups fortælling som aftenunderholdning på akademiet.
Oplevelserne på akademiet har udvidet min horisont, og givet mig mit eget verdensomspændende netværk af venner. Men det forpligter. Både netværk, forståelse for kulturer, smukke tanker og nye ord. Alt dette visner hvis ikke man holder det ved lige. Jeg mener at olympisme er en måde at udvikle sig selv og sine medmennesker på. Det er en livslang “striving for exellence”.
I ordbogen er den direkte oversættelse af excellence: “fortræffelighed”. Jeg vil hellere bruge ordet: at “danse”. Det er i dansen man lykkes med tingene, der hvor man tør og gør ..og det hele går op i en højere enhed. “Dansen” kan forekomme midt i en håndboldkamp, når man pludselig mærker at holdet er ét og man spiller med et flow og en rytme som et garvet jazzband. Men “dansen” kan også opstå i små hverdags situationer, som f.eks. når alt klapper under madlavningen. Bevægelser og kendskab til dit gamle gaskomfur, krydderihylden, lågerne og selve køkkenrummet gør, at man lige netop i dette øjeblik, på dette sted er verdensmester. Men man skal søge, kæmpe, træne og udvikle sig for at at opnå “dansen”.
Jeg er blevet fortalt, at dengang man mødtes på beværtningerne New York i 70’erne, og nogen spurgte til gårsdagens footballmatch, startede man ikke med at spørge til hvad resultatet af kampen blev. Der blev istedet spurgt:”Did O.J. dance?”. Altså:”Var O.J.Simpson i sit es?, lavede han magi på banen?”. Dette var altså en interesse fra tilskueren på at fange kunsten og det sublime i sporten, en “striving for excellence”.
Det gælder om at finde “dansen”, og nyde den i fulde drag. Det gælder om at finde frem til det man er “verdensmester” i. Som underviser på min efterskole, er det min olympiske pligt og fornøjelse at finde “verdensmesteren” i hver enkelt elev, og sørge for at de aldrig holder op med at sigte efter stjernerne og gå efter deres drømme.
“If you can dream it, you can do it”. Citat: Carl Lewis