IOAs session for unge 2003 (MM)

Som den svenske pige Jenny sagde, da hun holdt deltagernes afskedstale. Uanset hvor mange t-shirts jeg har byttet, hvor mange pins jeg har fået med mig hjem, så vil det være den varme, der er blevet tændt inden i mig samt alle de nye venskaber jeg har fået, der vil vidne om, hvor stor et indtryk det har gjort på mig at deltage.

Forelæsningerne, der alle med lidt god vilje kunne gå ind under temaet ”Education through sport”, var interessante. Især de forelæsningerne der fik mit globale idrætsbillede til at forme og ændre sig i løbet af sessionen. Jeg blev meget fanget af forelæsningerne om det Olympiske Trucecenter, om Kip Keinos skoler i Kenya og debatten om Paraolympics og Specialolympics. Disse forelæsningerne kan jeg direkte bruge i mine studier på Idræt.
Der var 6 personer, der fik mulighed for at fortælle om deres olympiske erfaringer. Især to af dem rørte mig dybt. En af dem fik jeg mig en god snak med om, hvilke muligheder der er for tidligere udøvere for at komme med i IOC, hvis udøveren ikke blev guldmedaljevinder men i stedet bare nummer 16. Den anden fortalte mig om dét at sætte sig et mål og så lægge et træningsprogram, der gjorde, at han opnåede sine mål og endda overgik sig selv ved vinterOL.

Diskussionsgruppen var desværre ikke så aktiv, som jeg kunne have ønsket mig. Ud af 15 personer var vi kun 5, der sagde noget. De andre skulle vi trække svarene ud af. Heldigvis blev det lidt bedre, efterhånden som vi havde været der mange gange. Jeg tror, det havde at gøre med en sproglig-barriere der skulle overvindes.
Det var meget interessant at høre om, hvilke muligheder der er rundt om i verden for at dyrke idræt samt sport. Jeg blive bekræftet i, hvilke muligheder fysisk aktivitet rummer. Jeg blev især meget overrasket over, hvordan man betragter personer med handicap, samt hvilke få muligheder de har for at dyrke idræt.
Det at sidde sammen i diskussionsgruppen og debattere emner som retten til at deltage i idræt eller sport, uanset om man er handicappet eller ”almindelig”, eller diskutere om erhverslivet har taget det olympiske ”hurtigere, højere, stærkere” til sig. Det har været med til at give mig en bedre forståelse af, handlemønstre og tankegange i forskellige lande.

Det at bo på sovesal med piger fra forskellige land, har også været med til at give den fulde oplevelse af at være sammen med personer fra hele verden. Det første jeg oplever efter vi har fundet frem til vores værelse er, at den afrikanske pige stryger ud i badet, hvorefter hun begynder sin takke sang til Gud. Om aftenen beder hun aftenbøn i ½ time – højlydt. Det var med til at skabe en meget afslappet stemning fra den første dag. Vi brugte ikke tid på at sætte facader op. Vi kunne diskutere alt. Det var en stor fornøjelse. Vi hyggede os rigtig godt sammen, men det betød ikke, at vi blev sammen i en klike. Det var så heldigt, at vi alle havde mødt forskellige mennesker de første to dage i Athen, hvilket gjorde, at man hurtigt blev introduceret for nye mennesker. Vi var heldige at vores værelse lå ud til marmortrappen. Marmortrappen nedenfor cafeteriet var det naturlige samlingssted for de fleste, så vi boede næsten på en banegård.

At møde mennesker fra hele verden var det jeg havde set mest frem til. Det at få denne mulighed for at høre andre fortælle om deres lande, glædede jeg må utrolig til. Og mine ønsker blev indfriet til fulde. Allerede den første aften var Anders og jeg inde i Athen sammen med nogle fra Australien, Sri Lanka og Costa Rica. Den australske fyr viste sig at være af græsk afstamning. Det var som at have en lokalkendt med. Rundvisningen blev med græske specialiteter på en lille café, hvor vi samtidig mødte nogle af hans græske venner.
Allerede inden for de første to dage, havde jeg talt med mennesker fra næsten alle kontinenter. De fleste var meget åbne og nysgerrige for at lære nyt om andre. Det var virkelig skønt at blive mødt af så mange med åbne sind, der sprudlede af energi og livslyst.
Det eneste, jeg synes var lidt ærgeligt. var, at de sydamerikanske deltagere holdte sig for sig selv. De ville gerne undgå at tale engelsk og undlod at svare, hvis de kunne komme afsted med det. Heldigvis var pigen fra Brasilien ikke bange af sig. Hun var ivrig for at slippe væk fra ”den sydamerikanske klike” – som hun kaldte de andre.

Spisesalen var en oplagt mulighed for at møde nogle nye mennesker. Desværre havde vi sjældent meget tid til at nå at spise samt få en samtale igang, der indeholdte mere end ”hvad hedder du?, hvor kommer du fra, samt hvilken idrætsgren dyrker du? Etc.” inden vi skulle videre til det næste punkt i dagens program. I sammenhæng med spisesalen så kan jeg ikke undlade at kommentere maden. Sjældent har jeg oplevet at få serveret så mange pommes frites på 14 dage. Jeg tror kun, der var 3 dage, hvor vi ikke fik serveret pommes frites. Det gjorde at ét af de mest diskuterede emner, hvis ikke det mest diskuterede, var maden. På den måde fandt jeg også ud af, hvor afhængig man kan være af at spise det, man plejer. Frugten som blev serveret var rigtig lækker.

Idrætsaktiviteterne var rigtig fine, selvom nogle havde lidt svært ved at acceptere, at det at deltage var i højsædet. Jeg var hjemmefra forberedt på, at jeg ville komme til at spille på hold med nybegyndere og øvede. Det gav også en masse spændende oplevelser, idet nogle hold forstod at arbejde med nybegynderne, mens andre forsøgte at gemme dem væk på banen. Det at der også blev afholdt ”Antikke Olympiske lege” gav også nogle diskussionsgrupper en god oplevelse. ”Desværre” var min gruppe, ikke kun aktiv i idrætsaktiviteterne, så vi kunne ikke stille op i alle discipliner, idet nogle også skulle øve sig til Art happeningen. Denne blev et fint indslag, hvor mange fik mulighed for at prøve nogle sider af sig selv, som de ikke havde afprøvet før. Det at have muligheden for at afprøve nye sider af sig selv, er én af de fantastiske ting ved at være i Olympia. Tango var et stort tilløbsstykke. Skulle man deltage i alle de aktiviteter der var, så havde men ikke tid til at have lange samtaler med forskellige personer. Derfor valgte jeg kun at deltage i idrætsaktiviteterne samt 2 forskellige danse.

Disse 14 dage i Grækenland har været det bedste dage i mit liv. Det var som at leve i en fordomsfri verden, hvor alle kunne tale med hinanden, uden at have en forudfattet mening om hinanden fra begyndelsen. Jeg tror, de historiske rundvisninger var med til at skabe en stemning af, at vi alle gerne ville udleve den olympiske ånd, hvor alle er lige. Jeg synes, at omgivelserne i Olympia er ideelle til dette formål. Selvom præsidenten ind imellem var en anelse stivnakket, så gjorde han også sit til at skabe mulighederne.
Alt i alt har jeg fået endnu mere lyst til at arbejde med idræt. Mit blik er blevet hævet fra min lokale klub til idrætsdiskussioner på lokalt og internationalt niveau. Jeg har fået indblik i, hvilke forhold idræt dyrkes under i andre dele af verden, samt de sparsomme muligheder handicappede har for at deltage og opleve glæden ved idræt. Det er helt sikkert noget, jeg vil arbejde videre med.

Skriv en kommentar